Spring til indhold

Pas på dine ting på ferien!

21.07.2017  13:22
Ambassaden og de danske konsulater i Spanien har igen i år modtaget et stort antal henvendelser fra danskere på besøg i det spanske, der er blevet bestjålet eller har mistet penge og dokumenter på turen. Vi opfordrer derfor alle, der rejser i Spanien, til at være på vagt og holde godt øje med deres ejendele.

Lader du penge og vigtige dokumenter ligge i din rygsæk eller under håndklædet, mens du går i vandet på stranden? Lægger du mobilen på bordet eller sætter håndtasken på jorden ved siden af stolen på fortovscaféen? Lader du kufferter og dokumenter blive liggende i lejebilen, når I lige skal ind og købe ind på vejen til hotellet eller lejeboligen?

Lad være! Der er ingen grund til at gøre arbejdet lettere for tyvene. En dårlig beslutning eller et enkelt øjebliks uopmærksomhed kan være med til at ødelægge en ellers fantastisk ferie i det dejlige Spanien.

Brug din sunde fornuft og vær opmærksom

Tyvene går desværre ikke rundt med masker som i Anders And-bladene, og de er generelt meget gode til ikke at skille sig ud fra mængden. De benytter sig af, at du som turist ikke er hjemmevant i de områder, hvor de agerer, og slår til, når du mindst venter det. Oftest fordi du ikke lige er opmærksom på dine ejendele, eller ved at aflede din opmærksomhed fx. under dække af, at de har brug for din hjælp eller vil hjælpe dig med at finde vej.

Det er især i de store byer, ved de store turistattraktioner, ved lufthavne, tog- og busstationer eller ved hæveautomater, at der er risiko for at krydse deres veje, men det er generelt en god idé at være på vagt overalt. Det gælder også, når du betaler med kreditkort i butikker eller barer, hvor de ansatte kan "komme til" at taste et forkert beløb ind på maskinen.

Brug derfor pengeskabet eller andre muligheder for opbevaring af penge og dokumenter på hotellet eller i lejeboligen. Tag kun de penge med ud, som du skal bruge, og gem dem gerne væk et sted, hvor tyvene har svært ved at komme til. Bær en fotokopi med dig rundt i stedet for det originale pas. Og kig altid godt på kvitteringen, når du har betalt med kreditkort for at undgå ubehagelige overraskelser, når du kommer hjem igen og får kontoudskriften fra banken.

Med lidt sund fornuft og generel årvågenhed kan du således med større tryghed i sjælen nyde dukkerten eller din kop kaffe på fortovscafeen og hjælpe den unge kvinde, der kommer med et kort og beder om hjælp for at finde vej.

Hvis uheldet alligevel er ude, kan du få mere information her.

Og husk altid at tegne en rejseforsikring før ferien til at dække eventuelle tab i tilfælde af tyveri eller mistede værdier og dokumenter.



Seneste nyt

    Se alle