Spring til indhold

Ambassaden søger ny medarbejder til den konsulære afdeling

13.01.2017  15:19
Den Danske Ambassade i Madrid søger en ny medarbejder til den konsulære afdeling med tiltrædelse snarest muligt. Ansøgningsfrist den 15. februar 2017

Som ansat i den konsulære afdeling på ambassaden i Madrid vil du indgå i et team på i alt tre medarbejdere, hvis primære formål er at assistere danske borgere og udenlandske borgere med bopæl i Danmark i nød (mistet pas og penge, anholdelser, dødsfald). I stillingen forventes du tillige at have et tæt samarbejde med danske kollegaer i Udenrigsministeriets Borgerservicekontor i København samt de 12 honorære konsuler, som Danmark har i Spanien. Hertil kommer løbende dialog med konsulære medarbejdere på andre ambassader og konsulater i Madrid.

ARBEJDSOPGAVER
Stillingen er en administrativ stilling som bl.a. omfatter følgende type opgaver:

  • Bistand til nødlidende danskere, herunder i akutte situationer udenfor normal arbejdstid
  • Udstedelse af pas, opholdstilladelser og visum samt udførelse af legaliseringer
  • Besvarelse på henvendelser per telefon og e-mail med spørgsmål indenfor det konsulære område fra danske og spanske borgere
  • Vejledning af de honorære konsulater 
  • Besøg til danske statsborgere fængslet i Spanien 
  • Redigering og oprettelse af nyheder på ambassadens hjemmeside

Du kan få yderligere indblik i arbejdsområderne i den konsulære afdeling ved at kigge på vores hjemmeside.

KVALIFIKATIONER
Du skal tale og skrive flydende dansk og beherske spansk og engelsk på et højt niveau samt have erfaring med udførelse af administrativt arbejde. Du skal være serviceminded og empatisk, men samtidig have en robust karakter til at kunne hjælpe danske borgere i svære personlige situationer. Ligeledes skal du arbejde struktureret, have stor ordenssans samt være indstillet på at udvise fleksibilitet i forhold til arbejdstiden, da akutte sager kan opstå uden for almindelig arbejdstid. Kendskab til IT, herunder redigering af hjemmesider, er en fordel.

Har du spørgsmål til den nye stilling i den konsulære afdeling, er du velkommen til at kontakte konsulærmedarbejder Christian García-Fonseca Secher på tlf. +34 91 431 8445 / chrsec@um.dk  .

ANSØGNING
Ansøgning samt CV og andre relevante dokumenter sendes senest onsdag d. 15 februar 2017 kl. 12.00 til:

Ambassaden i Madrid, e-mail: madamb@um.dk

Emne/mærkes: ”Stilling Konsulære Afdeling”