Spring til indhold

Praktikpladser på Ambassaden i Madrid og Handelskontoret i Barcelona for foråret 2020

Vi søger lige nu fem praktikanter på de danske repræsentationer i Spanien af hver 6 måneders varighed med start i januar 2020:

  • 2 stillinger i handelsafdelingen på Danmarks Ambassade i Madrid (her)
  • 1 stilling i den politiske afdeling på Danmarks Ambassade i Madrid (her
  • 2 stillinger på Danmarks Handelskontor i Barcelona (her

Du kan læse mere om de enkelte stillinger ved at trykke på ovenstående links. Praktisk information om ansøgningsproceduren, ansøgningsfrist og generelle vilkår i forbindelse med et praktikophold kan du finde nedenfor. 

Hvorfor praktik på Ambassaden og Handelskontoret i Spanien?
Som praktikant i hhv. Barcelona og Madrid vil du blive udfordret fagligt, socialt og kulturelt. Arbejdet vil give dig indblik i dansk diplomati, og du vil tilegne dig kompetencer til at løse interkulturelle problemstillinger. Opgaverne er varierende, da de følger udviklingen i samfundet og i hhv. danske og spanske virksomheder.
Derudover vil du få forbedret dine sprogfærdigheder på både engelsk og spansk, da der (udover dansk) vil være opgaver på begge sprog. 

Ambassaden i Madrid er Danmarks officielle repræsentation i Spanien. Vores primære opgave er at varetage Danmarks og danskernes interesser i Spanien. Handelsafdelingen på ambassaden og Handelskontoret i Barcelona arbejder med at hjælpe danske virksomheder i Spanien i deres eksportaktiviteter og internationalisering.

Hvad enten du kommer til Madrid eller Barcelona, vil du under praktikopholdet få mulighed for i praksis at prøve dine kompetencer af på en spændende arbejdsplads og bo i én af Europas mest interessante storbyer.  

Aftaleforhold og løn

Praktikantstillingerne er ulønnede, men ambassaden/handelskontoret udbetaler en månedlig kompensation svarende til ca. 3.000 kr. til at dække dokumenterede omkostninger til husleje, transport mv. 
Den ugentlige arbejdstid er 37 timer inkl. 30 min. frokostpause. Praktikanterne kan afholde to dages ferie pr. måneds praktik, og afholdelsen aftales med den relevante afdeling.

Det overordnede formål med praktikopholdet er at bidrage til din udvikling og uddannelse. Hvis uddannelsesinstitutionen giver mulighed for meritoverførsel, vil opholdet blive tilrettelagt på en måde, der sikrer dette. Accepterer dit uddannelsessted ikke meritoverførsel, er det ambassadens ansvar sammen med dig at tilrettelægge praktikforløbet, så det bliver relevant for din studieplan, samtidig med at det er relevant og nyttigt set i relation til ambassadens funktion og virke.

Ansøgninger
Ansøgning til alle stillingerne skrives på dansk. Du er velkommen til at søge mere end én af de opslåede stillinger i Madrid og Barcelona. I givet fald bedes du tydeligt angive, hvilke stillinger du søger i ansøgningen - også i emnefeltet på mailen.

Ansøgninger skal bestå af følgende:
- Motiveret ansøgning
- CV
- Karakterudskrift
- (Evt. udtalelse/anbefaling)

Alle dokumenter sendes pr. e-mail senest fredag den 20. september 2019 kl. 12:00 til Barcelona og/eller Madrid:

  • Ambassaden i Madrid: 3 stillinger i alt, 1 politisk- og 2 handelsstillinger: madamb@um.dk emne: ”Praktikophold forår 2020 (afdeling)”
  • Handelskontoret i Barcelona: 2 handelsstillinger: bcnhkt@um.dk  
    emne: ”Praktikophold forår 2020”

Næste praktikperiode løber fra medio januar 2020 til medio juli 2020. De endelige datoer for start og afslutning på praktikopholdet aftales med de respektive afdelinger.

Andet

Hvis du har spørgsmål om at være praktikant i handelsafdelingen i Madrid, er du velkommen til at kontakte handelschef Lars Gade Holm, tlf. +34 91 431 8445 / laghol@um.dk.

Hvis du skulle have yderligere spørgsmål om at være praktikant i den politiske afdeling og afdelingen for kultur og information, er du velkommen til at kontakte ambassadens souschef Anne Louise Grindsted på anngri@um.dk

Har du spørgsmål til praktikstillingerne på handelskontoret i Barcelona, er du velkommen til at kontakte handelschef Narcis Margall, tlf. +34 93 487 5486 / narmar@um.dk .