Spring til indhold

Hilsen fra ambassadøren

Velkommen til Danmarks Ambassade i Spanien

"" 

Velkommen til vores hjemmeside! Her kan du finde et væld af informationer om Spanien, forretningsmuligheder på den iberiske halvø, og hvordan ambassaden kan hjælpe danskere i Spanien.

Efter mange år uden for Europa – i Latinamerika og Vietnam – overtog jeg posten som Danmarks ambassadør i Spanien den 15. august 2015. Det er altid spændende at komme til et nyt land som ambassadør, men for mig har skiftet til Spanien været lidt en drøm, der er gået i opfyldelse.

Spanien er en af de store historiske nationer i Europa og en vigtigt samarbejdspartner for Danmark, det gælder både i EU-samarbejdet og på det kommercielle område. Det er et fascinerende land, fyldt med en stor mangfoldighed af initiativrige mennesker, kulturelle rigdomme og naturskønne områder. Det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at Spanien længe har været et af mine yndlingsrejsemål i Europa, siden jeg besøgte det første gang for mere end 30 år siden. Der er dog stadig mange hjørner af landet, jeg ikke kender, og det er mit mål at nå ud til alle regioner i landet i løbet af mine år i Spanien.

Den overordnede opgave for mig og mine kolleger her på ambassaden er at varetage danske interesser og hjælpe dig – som dansk privatperson eller virksomhed – med det, du måtte have brug for i Spanien.

Et af vore primære indsatsområder er det kommercielle arbejde, hvor vi arbejder tæt sammen med danske virksomheder, der er interesserede i det spanske marked. Spanien har her rigtigt meget at byde på. Landet er godt på vej ud af den finansielle krise, og den spanske økonomi vokser nu støt igen, så behovet for tilførsel af varer og know-how fra udlandet er stigende. Ambassaden kan rådgive om de konkrete muligheder på baggrund af den ekspertise, vi gennem årene har opbygget om spansk økonomi, erhvervsliv og virksomhedskultur. 

Du kan også læse meget mere her på hjemmesiden om ambassadens andre arbejdsopgaver, herunder den bistand vi kan yde danske borgere i Spanien.

Hjemmesiden er tilgængelig på både dansk og spansk, og vi lægger stor vægt på at holde den løbende opdateret. Jeg håber derfor, at du vil finde de informationer, du måtte lede efter her på vores side eller gennem de mange links, vi giver til andre relevante sider. Ellers er du velkommen til at kontakte os via e-mail, telefon, fax eller post, og vi vil gøre vores bedste for at hjælpe dig.

Til slut vil jeg opfordre dig til at følge ambassaden og mig selv på de sociale medier og komme med dit input, så vi kan gøre siderne så aktive og brugbare som muligt.

Mange hilsener,
John Nielsen, Danmarks ambassadør i Spanien og Andorra