Skat
Danmarks dobbeltbeskatningsoverenskomster med Frankrig og Spanien er opsagt. Opsigelsen fik virkning for indkomst fra 1. januar 2009. Dette har medført, at personer og selskaber i Frankrig og Spanien, som modtager indkomst fra Danmark, fra 1. januar 2009 skal betale dansk skat af denne indkomst i overensstemmelse med de sædvanlige danske skatteregler. Pensionister, som allerede bor i Frankrig eller Spanien, er dog i vidt omfang ikke blevet berørt af opsigelsen.
Lov nr. 85 af 20. februar 2008 om bemyndigelse til opsigelse af de to overenskomster medfører nemlig, at personer, som senest den 28. november 2007 var hjemmehørende i Frankrig eller Spanien, og som senest den 31. januar 2008 var begyndt at modtage dansk efterløn/pension, vil bevare den nuværende skattemæssige status vedr. pensionsudbetaling, så længe de forbliver boende i samme land. Det gælder også for andre pensioner, som de senere begynder at modtage (bortset fra tjenestemandspension). Tilsvarende gælder desuden for ægtefæller til de pågældende personer, hvis ægteparret var hjemmehørende i Frankrig eller Spanien den 28. november 2007 og forbliver i samme land.
Andre personer skal derimod betale dansk skat af efterløn/pension på lige fod med personer, som bor i Danmark. Skatten vil blive beregnet efter de sædvanlige skattesatser med indrømmelse af personfradrag. Opsigelsen medfører også, at personer og selskaber i Danmark, som modtager indkomst fra Frankrig eller Spanien, fra 1. januar 2009 skal betale fransk, henholdsvis spansk skat af denne indkomst i overensstemmelse med de sædvanlige skatteregler i de to lande. Opsigelsen vil dog ikke medføre dobbeltbeskatning for personer og selskaber i Danmark med fransk eller spansk indkomst. Fransk eller spansk skat af indkomst fra de to lande kan modregnes i den danske skat af denne indkomst. Dansk skat er som altovervejende hovedregel højere end fransk eller spansk skat.
Endvidere vil EU-rettens forbud mod diskrimination medføre, at danske personer og selskaber med indkomst fra Frankrig eller Spanien i princippet ikke skal betale højere fransk eller spansk skat af indkomsten end personer eller selskaber fra samme land.