Kvinder og piger i konflikter: Danmark skal være global frontløber
Danmark var i 2005 det første land i verden til at lancere en
national handlingsplan for implementering af resolution 1325. Siden fulgte
yderligere to handlingsplaner i 2008 og 2014, som i 2019 undergik en ekstern
evaluering.
Det seneste år har en arbejdsgruppe, bestående af Udenrigsministeriet,
Forsvarsministeriet, Forsvarskommandoen og Rigspolitiet, arbejdet på den fjerde
danske handlingsplan med afsæt i en række anbefalinger fra evalueringen.
Udenrigsminister Jeppe Kofod siger om den nye handlingsplan:
”Med den nye, ambitiøse danske nationale handlingsplan for
kvinder, fred og sikkerhed tager regeringen et vigtigt skridt henimod at sikre,
at Danmark igen bliver global frontløber på denne vigtige dagsorden. Først og
fremmest handler det om, at kvinder og piger har ret til at deltage i arbejdet
med at skabe fred og forebygge konflikter. Og vi ved, at freden bliver mere
bæredygtig og langsigtet, når kvinder sidder med ved forhandlingsbordet.
Alligevel er fredsopbygning og konfliktløsning en mandsdomineret affære. Det
vil Danmark arbejde for at ændre.”
Forsvarsminister Trine Bramsen udtaler:
”Frihed og fred involverer hele befolkningen. Derfor er det
afgørende, at kvinder er en del af sikkerhedspolitik på alle niveauer. Det
gælder både det danske Forsvar, når vi arbejder herhjemme. Men det gælder også
ude i verden. Den danske tradition for at inkludere kvinder i Forsvaret er
lang. Vi er ikke i mål endnu. Men vi har gode erfaringer, som vi gerne deler
med andre lande samtidig med, at vi selv hele tiden løfter barren. Derfor er
den nye strategi vigtig”
Den nye handlingsplan bygger på Danmarks profil som
sikkerhedspolitisk aktør, som vil styrke indsatsen for kvinder, fred og
sikkerhed. Det gælder både, når vi deltager i civile og militære indsatser
rundt om i verdens kriser og konfliktområder, og når vi gør vores stemme
gældende i internationale organisationer med fokus på fred og sikkerhed. Det
gælder i alle aspekter af stabilisering, fredsskabelse og fredsopbygning.
Derudover har handlingsplanen et stærkt fokus på bekæmpelse og forebyggelse af
seksuel og kønsbaseret vold i konfliktsituationer og humanitære kriser, hvor
kvinder og piger som regel er de mest udsatte.
Hver myndighed vil med afsæt i handlingsplanen udarbejde årlige
implementeringsplaner, som konkretiserer, hvordan de vil arbejde med de
strategiske mål, som handlingsplan udstikker.
I processen har arbejdsgruppen sikret tæt koordination med både
interne og eksterne interessenter, herunder inklusion af en bred skare af
civilsamfundsorganisationer.
Yderligere information: Kontakt [email protected]