Gå til indhold

Hilsen fra ambassadøren

 

Velkommen til Danmark i Spanien!

Som Danmarks ambassadør i Spanien og Andorra (siden den 1.9.2022) arbejder jeg sammen med ambassadens medarbejdere på at varetage kongerigets interesser i Spanien - politisk, kulturelt og kommercielt - og hjælpe danskere i landet. 

Mit personlige udgangspunkt er en dyb fascination af Spaniens historiske tyngde og kulturelle rigdom og et stærkt ønske om at styrke de i forvejen nære bånd mellem Danmark og Spanien. 

Spanien er i stigende grad blevet en vigtig strategisk partner for Danmark, i EU og NATO og på det kommercielle område. Ambassaden arbejder løbende på at understøtte samarbejdet, f.eks. om klima, grøn omstilling og digitalisering, og samtidig identificere nye områder, hvor der kan bygges bro mellem vores to lande og med fordel arbejdes endnu tættere sammen. 

Spanien udgør et særdeles interessant marked for mange danske virksomheder. I Spanien er der stigende interesse for danske værdier og løsninger og det giver et rigtig godt udgangspunkt for at fremme danske interesser, herunder kommercielle. Ambassadens handelsafdeling bistår danske virksomheder på det spanske marked. Aktiviteterne er vokset betydeligt i senere år - men også hér er fortsat et stort potentiale for yderligere samarbejde.

For generationer af danskere har Spanien været det foretrukne feriemål, ligesom en hel del danskere over årene har bosat sig i Spanien. På ambassaden forsøger vi at give en hjælpende hånd til danskere i Spanien, når der måtte være brug for det.

Her på hjemmesiden kan du finde oplysninger om ambassadens arbejde og den hjælp og bistand vi tilbyder privatpersoner og virksomheder. 

Tak for din interesse i ambassadens arbejde – håber du fremover vil følge med i vores aktiviteter via de sociale medier Facebook og Twitter.

Mange venlige hilsner

Michael Braad
Danmarks ambassadør i Spanien og Andorra