Praktikant i Afdelingen for Politik og Public Diplomacy
Ansøgningsfrist: 01.09.24
Ambassaden i Madrid er Danmarks officielle repræsentation i Spanien, der har til opgave at varetage Danmarks og danskernes interesser i landet. Med et praktikophold på den danske ambassade i Madrid vil du få rig mulighed for at prøve dine kompetencer af på en spændende arbejdsplads, i et land som er af stigende betydning for Danmark – både politisk, økonomisk og eksportmæssigt.
Arbejdsopgaver
Praktikanten vil blive inddraget i det daglige arbejde i Afdelingen for Politik og Public Diplomacy. Afdelingen arbejder for at fremme danske interesser, samt for at udbrede kendskabet til danske holdninger, værdier og kultur i Spanien. Opgaverne vil bl.a. bestå af:
- Bidrage til at forberede og lancere det danske EU-formandskab i andet halvår 2025 i Spanien.
- Research af f.eks. indenrigspolitiske forhold i Spanien, spansk EU-politik og screening af relevante nyheder.
- Bidrage til analyser og rapporter til den danske centraladministration vedr. spanske forhold og samarbejdsområder mellem Danmark og Spanien.
- Sammen med ambassadens diplomater deltage i briefinger i ministerier, møder, konferencer og andre events.
- Fremme og formidle dansk kultur i Spanien.
- Opdatering af ambassadens sociale medier samt ambassadens hjemmeside.
- Besvarelse af borgerhenvendelser om forhold i Danmark og Spanien.
- Foredrag om ambassadens opgaver og spanske forhold under studiebesøg fra danske studerende.
- Diverse praktiske opgaver, herunder at hjælpe til i reception og mødefastlæggelser.
Stillingen giver dig mulighed for at få indsigt i den danske udenrigstjeneste samt i spansk politik og samfundsforhold. Du vil også skulle arbejde selvstændigt med kommunikation, med rig mulighed for at udvikle dit mundtlige og skriftlige spansk.
Kvalifikationer
Vi forventer, at du:
- Er i gang med en relevant videregående uddannelse på kandidatniveau.
- Interesserer dig for det diplomatiske arbejde samt spanske samfundsforhold og kultur.
- Har stærke analytiske evner og omhu i sagsfremstillingen.
- Taler og skriver flydende dansk og engelsk, samt ideelt set behersker et højt niveau af spansk.
- Du er proaktiv, tager ansvar for dine opgaver og har lyst til nye udfordringer.
- Kan yde en ekstra indsats ved behov og holde overblikket i travle perioder.
- Er imødekommende og har gode samarbejdsevner.
Periode for opholdet
1. februar 2025 til 31. juli 2025.
De præcise datoer for praktikopholdet aftales med lederne for de respektive afdelinger.
Søg stillingen
Du søger stillingen ved at sende en kortfattet ansøgning (maksimalt én side), CV og eksamensresultater i én samlet PDF til [email protected] med emnet: ”Praktikansøgning, Politik + dit fulde navn”.
Ansøgningsfrist for stillingen er 01.09.24 kl. 23:59.
Kontakt
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte attachéer for politik, Sarah Bogantes på [email protected] eller Villads Jacob Halse på [email protected].
Besøg gerne ambassadens hjemmeside for mere information om Danmarks ambassade i Madrid.