Gå til indhold

Billetter til Real Madrids hjemmekampe

Den officielle måde at købe billetter til Real Madrids hjemmekampe er gennem klubbens hjemmeside: Klik på "next match" på forsiden, hvorefter et billede med link og info om online-billetsalg åbner op.

Hvis kampen ikke er udsolgt, kan man tillige købe billetter på Bernabeau Stadion på kampdagen.

Billetter til ligakampe koster fra 25 euro til over 100 euro.

Det er generelt muligt at få billetter til alle kampe bortset fra til de helt store kampe, som når Real Madrid spiller mod Barcelona eller Atlético de Madrid.

Normalt frigives billetterne til ikke-medlemmer af klubben ca. en uge inden kampen.

Man bestiller og betaler billetterne med internationalt kreditkort, alle VISA og MASTERCARD udstedt i EU-lande, og som har et 16-cifret kortnummer godtages af systemet. Vi har dog oplevet enkelte tilfælde hvor der har været vanskeligheder med internationale kreditkort, i dette tilfælde har ambassaden desværre ingen mulighed for at bistå med erhvervelsen af billetter.

Man kan maksimalt købe 6 billetter pr. kreditkort. Man kan ikke forvente, at hvis man bruger to kreditkort, at disse to sæt billetter er ved siden af hinanden.

Billetter kan hentes ved en billetautomat på stadion fra et par timer før kampen eller hele ugen i en billetautomat ved Real Madrid butikken, der ligger i Centro Commercial Esquina Bernabeau (i forbindelse med stadion). Man bruger det kreditkort, man bestilte billetter med til at få billetterne printet.

Over Internettet sælger Real Madrid kun billetter gennem deres officielle hjemmeside. Mange billetter der tilbydes over Internettet er fra uofficielle billetbureauer, som normalt tager en høj overpris. Ambassaden har ikke kendskab til disse billetbureauers troværdighed el. lign.

For yderligere oplysninger, se venligst Real Madrids hjemmeside.